Sidevisninger i alt

lørdag den 31. august 2013

Lilla skønhed uden navn

Skønhed og skønhed... Som alle ved forgår skønhed ofte efter en tid, og således også for denne nyanskaffede plante. Jeg fik den i går ved en bekendt fra haveforeningen med ordene: jeg ved ikke hvad den hedder. Jeg havde beundret den ved en tidligere lejlighed og fået lovning på et skud, men nu fik jeg hele planten, da den ikke passede ind i deres have mente giveren. Dens blomstring er på allersidste vers, så måske er det svært at se, men jeg vil gerne have hjælp til at få at vide hvad det er for en fætter.




onsdag den 28. august 2013

Sommerblomster - prydtobak


Jeg er ikke en frønørd og jeg synes faktisk det er lidt besværligt at så frø, prikle og ikke mindst det der udplantningsarbejde. Især det sidste synes jeg er træls fordi det er i det tidsrum der sker så meget andet i haven der er mere spændende. Alligevel får jeg købt en mængde frø hvert år, faktisk flere og flere og de bliver plantet ud sent - ja når de ofte er nogle ranglede pjevs. Men som så ofte før bliver jeg positivt overrasket når de blomstrer og fylder godt og farverigt op i augustbedet og andre steder hvor jorden er lidt bar. Se her mine prydtobak, de er da flotte! Så må familien finde sig i en smule såbakker i køkkenvinduerne mv.



Kommer tilbage med flere sommerblomster senere..
 Her skjuler prydtobakken et nyt træs fødder sammen med et par hvide pelargonier.



fredag den 23. august 2013

Pelargonier og ændring af smag - noget med alder?


Pelargonier - spurgte du mig for bare 10 år siden om hvad jeg synes om dem, var svaret nok at jo de var da pæne nok, men absolut mormor-blomster og ikke særligt interessante.
Nu er det bare sådan at mormor-blomster ikke mere i mine ører er noget negativt, faktisk tværtimod!

Jeg må også sige at man ændrer smag med alderen. Jeg var i mine yngre dage ikke særligt betaget af roser, hosta var direkte grimme og begonier, ja de har så ikke indtaget mit hjerte endnu...
For roser er der kommet mange af i min have og hostaerne står også i kø for at indtage deres pladser.

Og pelargonierne dukker op sådan plop plop - både inde og ude.
Jeg har tre store krukker med hvide pelargonier, de blomstrer meget og gerne.

For nylig købte jeg to kasser á 10 pelargonier for en flad 50'er. De trængte frygteligt til en kærlig hånd - de fik de og blev placeret to og to hist og pist inde og ude. Navne har jeg ikke på dem, men det gør nu ingenting.Det eneste minus er at de skal pusles om meget ofte, for at de holder sig pæne og så have godt med vand og gødning!


Herover et billede af hostaer blandet med det der skal blive til små kugler af buksbom med tiden - ja der er en mellem hver hosta, det er bare ikke at se på billedet. Bagved bregner, der er visnet lidt i varmen. Jeg tror jeg må ud og klippe dem ned = mere arbejde og overlæsning af trillebøre... men hvad jeg kan jo li' det!

onsdag den 21. august 2013

Sød lyserød strandplante


På vej hjem fra arbejde kan jeg vælge mellem to ruter, den ene følger sydsiden af Aabenraa Fjord. Hvor vejen og fjorden er tæt på hinanden holdt jeg et lille rast forleden dag, fordi jeg så et hav af lyserøde blomster. Jeg har søgt på nettet, men jeg ved ikke hvad det er for en slags. Måske har jeg været uopmærksom, men jeg har ikke set dem før. Er der nogen der har et bud på navnet på disse?




tirsdag den 20. august 2013

Det gule flagstangsbed

Oppe på bakken i vores have har jeg for et par år siden lavet et lille rundt bed hvor jeg flyttede de fleste gule stauder hen., Så lavede jeg en lille cirkel mere og derefter nok en. Jeg nøjes selvfølgelig ikke kun med gule, der er også hvide og orange/røde. Den store solbrud er en staude fra min mormors have.

Men det der med små cirkler er ikke særligt praktisk når græsset skal slås, derfor overvejer jeg at lave et større ovalt bed til efteråret. Det var jo egentligt meningen at det bare skulle være til de gule stauder jeg havde i det store staudebed som jeg ikke kunne nænne at komme af med.
Men nu leder jeg ligefrem efter gule stauder når jeg kommer rundt omkring. Har i år plantet ca 10 deroppe og så er der faktisk ikke plads til mange flere.. åhr måske lige et par stykker... og hvis bedet bliver udvidet - Åhhh jeg sluger snart mundvand ved tanken om bar jord der skal plantes til. :-)

Solhat desværre navnløs, men kunne ikke stå for denne flotte forskellig-farvede til kr. 35,- for en pænt stor plante. Den er pink-rød-orange og et stykke over 1 meter høj.

Trompetkrone, stadig kun ca. ½ meter høj. Frøs lidt ned i vinters, men er nu kommet sig fint.
Ved siden af gror gule lupiner og en mini løvefod.

søndag den 18. august 2013

Blå salvie


Blå salvie - Salvia patens - er en af de nye krukkeplanter, som jeg ikke tror jeg vil undvære i årene fremover.
Aldrig har jeg haft en så BLÅ blomst.
De er købt på Plantemarkedet i Kolding 5. juni. Jeg mener der er 3 planter i hver krukke. Og se bare hvor frodigt de fylder nu, og der bliver ved med at komme nyt. De skal have godt med vand og et svat gødning hist og pist.
Jeg har læst at de kan overvintre frostfrit eller man kan overvintre den som geogineknolde. Men man kan selvfølgeligt også købe nye hvert år :-)
Findes efter sigende også i hvid, lysblå og let rosa, det må jeg have undersøgt til næste år. De rosa kunne godt være interessante - og de lysblå  - og de hvide...

fredag den 16. august 2013

Jordbær-Hindbær


Ja, det findes virkelig - en plante der hedder Jordbær-Hindbær - Rubus illecebrosus -
en lille stikkende busk som er i familie med brombær og vistnok hører hjemme i Japan.
Bærrene smager ikke rigtigt af det vilde, men den er da meget sjov og det er et imponerende stort bær, som er modne lige nu.

Jeg fik et par skud af Ida, se historien her - hun fortalte at de godt kunne brede sig, så derfor har jeg plantet dem i en krukke indtil videre og der har det det foreløbigt udemærket. Måske skulle jeg tage en stor bundløs spand og plante dem i nede i jorden?


onsdag den 14. august 2013

Brudeslør


I skal nu lige se min flotte flotte brudeslør. Den gror som en hvid sky for enden af stendiget ved indgangen til gårdspladsen.
Længere henne af stendiget gror en del lavendeler og det er meningen at de skal føres helt hen til brudesløren. Der er faktisk plantet små planter, de er bare ikke så meget at se endnu.
Snoren i nederste billede er der fordi jeg gerne vil have en gren på det japanske kirsebærtræ til at gro i den rigtige retning, så det bliver lidt mere harmonisk at se på - det virker!

mandag den 12. august 2013

Spydverbena


En af mine yndlingsplanter er spydverbena 'Verbena Hastata'
Den har det lette og oprette som jeg rigtigt godt kan lide. man kan tydeligt forstå hvorfor dens navn indeholder ordet 'spyd', selvom den absolut ikke stikker!
Den er rigtig fin i buketter og det er ofte mit 'målebæger'; at de skal være brugbare i buketter - dog har jeg ikke kunnet nænne at plukke ret mange af disse endnu...

De findes i tre farver - lyserød, lilla og hvid - og nu har jeg anskaffet mig dem alle - kan jo ikke lade være...
Den lyserøde fik jeg for et par år siden og den er den flotteste efter min smag. Den er høj - over en meter - og smider gerne frø, men slet ikke så det er en plage. Jeg flytter dem bare efter behag.

Den lilla har jeg lige fået i år og jeg ved ikke om det er tilfældigt, men den er kun ca 30 cm høj. Tror måske bare den lige skal gro til og så den bliver højere næste år.


Den hvide har jeg sat i mit rosenbed med Astrid Lindgren roser og brudeslør. Den er vel en 50-60 cm nu, men bliver måske også højere næste år.
Jeg synes den er lidt anonym og så har den gulblege blade... hvilket ikke helt fremgår af billedet - men sød alligevel.