Sidevisninger i alt

Viser opslag med etiketten Trompetkrone. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Trompetkrone. Vis alle opslag

mandag den 4. september 2017

Havemarked og sensommersysler

Fristet af at skulle tilplante det nye bare stykke jord, kørte jeg "et smut" til Den geografiske have i Kolding til høstplantemarked i går søndag. Og jeg fik også købt lidt, som der ses herunder på fotoet.
Plantemarkedet er selvfølgelig ikke så stort som det i juni måned, men hyggeligt.
Det undrer mig dog at det koster hele 75 kr. at komme ind. Jeg mindes at da vi begyndte at komme her, kostede det 30 kr. - hvis man regner det ud i %, så er det lidt vildt synes jeg.
Jeg var med til en rundvisning i haven (25 kr.) med en ansat gartner, det var vældigt hyggeligt og informativt, selvom der ikke var stor tilslutning.
Hjemme fik jeg plantet mine indkøbte hostaer og bregner ud. Græsserne havde jeg andre steder i haven. Der skal også plantes nogle alunrod og så skal der sættes løg, tulipaner og nasisser.

Energiniveauet var højt for en gangs skyld, vejret var godt og ikke mindst vindstille. Jeg gik derfor igang med at rydde op i det store staudebed. Det var tiltrængt. Nelliker var vokset ud over stenbelægningen og var et godt gemmested for de forhadte dræbersnegle. Nelliker blev klippet tilbage og dræbersnegle blev elimineret. De alm. blå iris var to steder groet helt i ring og der var masser af ukrudt og andre stauder groet ind i. Jeg var noget så træt af dem, så nu kom de alle op. Ah, måske skal en enkelt klump plantes et andet sted - og resten kommer i komposten.
Det eneste foto jeg kan finde af den blå iris. Den er en aflægger af en aflægger af en aflægger.

Sidst et billede af min Trompetkrone, som er ved at blive et rigtigt pænt træ. Det er nu 6-8 år siden jeg købte det - også i Kolding til plantemarked.
Se mine tidligere indlæg om trompetkrone her, her eller her. Størrelsesforskellen er til at få øje på.

lørdag den 6. august 2016

Trut i kroner og liljer

Trompetkrone, Catalpa bignonioides som jeg købte som et 50 cm højt træ på plantemarkedet i Geografisk have i Kolding i 2011 eller 12. Jeg kunne vælge mellem alm. grøn og så denne gulgrønne sag. Jeg er glad for at jeg valgte den lyse her, som passer så glimrende i 'Det gule bed'. Se hvor lille det var da jeg plantede det her
Det springer meget sent ud og hvert forår tror jeg at NU er det nok gået ud, men pludselig står det med blade så store som tekopper og lyser langtvæk.
Jeg glæder mig til det begynder at blomstre, det sker nok først om nogle år - synes jeg har hørt eller læst at det skal være 10-15 år inden blomstringen starter. Så der er noget at glæde sig til om nogle år i august måned, en usædvanlig måned for et træ blomstrer i synes jeg.

Apropos trompeter - i samme bed står et par gule liljer. Med lidt god vilje kan de også minde om trompeter...
Jeg kender desværre ikke navnet på denne gul-røde skønhed, men den dufter som en drøm.
Den gule herunder hedder Lilium Honeymoon - en rigtig smuksak.
Allersidst et aftenbillede oppe fra det højeste punkt i haven (det gule bed er lige til venstre for fotografen) ned over staudebedet og drivhuset i baggrunden, sådan aftener vil vi gerne have mange flere af og ikke det regnvejr der bydes på i dag.

Update: Jeg blev gjort opmærksom på at trompetkrone får lange bønner og så kom jeg i tanke om at sådan et træ fotograferede jeg i Berlin i sidste uge, så for min egen - og måske også for din - skyld, sætter jeg lige billedet ind her.