Sidevisninger i alt

fredag den 22. juli 2016

Mørke liljer og andet guf

I de sidste par år hvor vi har haft vores nye "gårdhave" har jeg samlet lidt forskellige mørke planter.
Lige nu er de mørke liljer "Landini" så småt ved at afblomstre, men her er billeder af dem i deres storhedstid. Skønne og sunde mørke liljer - og jeg tror de formerer sig, for jeg synes ikke der var så mange sidste år. Jeg har gemt "coveret" og der står der at indholdet var 3 løg, og måske har jeg købt 2 pakker.



 Herover en mørk sølvlys Cimicifuga ramosa 'pink spike'. 2 stk står der på 2. år og med hver sit spyd. Glæder mig til de rosa farver.

 I haveforeningen har vi succes med betonstøbningsarrangementer. For at kunne afholde dem, havde bestyrelsen sidste år et prøvearrangement og vi fik hver et par kar med hjem. Jeg er ikke helt til de traditionelle beplantninger i småtingsafdelingen (endnu) og derfor har jeg plantet chokoladeblomster i dem, 3 stk. i hver. Og de passer perfekt ind til det andet mørke i den afdeling og virker også som afskærmning til bedet indtil takshækken gror op.
 En mørk hyld er der også blevet plads til 'Black Lace', den er kun 60-70 cm endnu - jeg glæder mig til de lyserøde hyldeblomster - om et par år. Købt på plantemarkedet i Geografisk have.
 I køkkenhaven har jeg sået kål i massevis; palmekål som har et flot bladsætning, røde rosekål, grønkål og som herover rød grønkål med smukke stængler.
 I drivhuset er der rød basilikum, den dufter helt vidunderlig når man kører hånden igennem den, næsten som en duftgeranium.
 Rød kløver findes i et utal af variationer, denne står i en potte i drivhuset.
Og sidst men ikke mindst disse forholdsvise nye på markedet i hvert fald i de fancy farver, en alunrod  'Heuchera'. Jeg fik kun købt en enkelt og jeg tror ikke der var navn på, og da jeg gerne vil have denne farve flere steder, har jeg planer om at tage den op og dele den en gang jeg får tid.
Jeg har også en broncefarvet i en krukke og en gulgrøn et andet sted. De får de yndigste, men diskrete blomster.
Og nu har vi endelig fået noget sommervejr - DEJLIGT - og så i ferien.
 Men af en eller anden grund kunne min bil slet ikke finde ud af temperaturen for nogle dage siden, men -35 grader er da helt hen i skoven!

fredag den 1. juli 2016

Selv junidage får ende


Maj og juni er nogle skønne måneder, men selv de får ende. Ja, alt alt for hurtigt. Nu går dagene igen den forkerte vej, men inden da, får vi forhåbentligt mange lange og regnfrie dage - skriver jeg, mens det øser ned udenfor. Det er godt man skal på arbejde og ikke har ferie før om 14 dage, hvor solen er bestilt til at skinne fra en skyfri himmel fra morgen til aften.
Haven den er skøn med masser af blomster og ROSER





Selv på studenterbordet bugner det med roser og andet godt fra haven (hyldeblomst og rababersaft i slushicemaskine - uhm)