Sidevisninger i alt

mandag den 20. januar 2020

Haven i januar

Et ny haveår - et nyt haveårti


Blikfang i januar. Disse to kugler af buksbom, som jeg plantede ved indgangen af ny sti som går langs hækken (så jeg kan få den klippet). Nu er kuglerne så store, at det kniber at komme den vej ind til hækken. Men de ser fine og sunde ud og er et fint blikfang her om vinteren.


Ukrudtet vokser som om det blev betalt for det. I går søndag, tog jeg en lille spand og gik og trak det op jeg kunne nå uden at gå i bedene. Se her, græsset har allerede frø, det bliver meget hurtigt til et helt tæppe, som er svært at fjerne i vådt jord.


Dette ukrudt heder Roset-springklap - i vores familie kalder vi det 'Det nye ukrudt', da det er kommet i vores haver inden for de sidste par år (måske 5). Det er heldigvis forholdsvis let at fjerne, men det er bare om at få det gjort, for det breder sig hellere end gerne.


Denne tidsellignende ting kender jeg ikke navnet på og jeg har, fordi jeg gerne ville kende navnet, ledt på nettet uden resultat. Jeg kan finde nogle landbrugsrelaterede oversigter over ukrudt, men ikke en fin oversigt over have-ukrudt i forskellige stadier med gode fotos. Hvis du kender en god oversigt, så send den fluks til mig.


Ja, det hele er lidt grønt af alger lige nu, ikke så sært med al den regn. Denne buksbom, som der er to af, en på hver sin side af døren, skal klippes i dråbeform. En form som jeg har kopieret af en af mine haveveninder. Se herunder, er de ikke bare flotte?


Og til allersidst, et ovenfratagetbillede af mine juleroser, jeg har kunne plukke ind af dem, siden lige efter jul og nu er de fuldt udsprunget. Og Dorothealiljerne er så småt på vej, kan man ane.