Sidevisninger i alt

tirsdag den 26. september 2017

Tudseliljer

 
Der er noget over Tudseliljer Tricyrtis er i fuldt flor i øjeblikket. De fine prikker og den elegante form. De er jo rigtigt smukke især tæt på. Det lidt ringeagtende navn er jo et af de sjove. Sjovt er det også at lige nu er der mange - og kæmpestore tudser i min have. Når man = jeg er nede på knæ og med snuden ned mod jorden for at sætte tulipanløg, og så en stor og lettere vortet frø hopper op, så bliver man noget forskrækket! Jeg er ikke bange for dem, men bryder mig ikke om at blive forskrækket af pludselig bevægelse, når man ikke venter det - men det havde været meget værre hvis det var en rotte. Uf.


Min halvmåne af bla. sergentæbler Malus sergentii - ca 25 år gamle buske, som er blevet opstammet til træer, er totalt røde af miniæbler. Jeg synes der er mange flere æbler end der plejer. Måske skulle jeg prøve at lave æblegele eller snaps af disse, men de sidder så højt og måske skulle jeg bare lade fuglene få dem.

onsdag den 20. september 2017

Nyt plantestativ


Jeg har en bog med haveprojekter man selv kan lave, hvis man har lidt snilde. Det har min mand, selvom det kniber med tiden.
Så jeg tænkte at jeg ville sørge for toppen først, så var det da gjort. Vi har en nabo, der drejer i træ, og jeg spurgte ham om han ville dreje sådan en til mig, og det gad han heldigvis godt. Han underviser i drejningens kunst, så det ville være et godt projekt at tage med der. Jeg skulle tegne hvordan jeg ville have den på et stykke (avis-)papir med mål. Det er jo lidt svært at se for sig hvordan den kommer til at se ud og i første omgang synes jeg måske den var lidt for overdimensioneret, men da den kom på stativet, som min mand straks gik i gang med at lave, da vi modtog toppen - synes jeg den er ret vellykket.
Især hvis en klatreplante vil nå helt derop, skal der meget til før toppen ikke bliver at se.

Foreløbigt er den malet i noget træbeskyttelse vi havde stående og senere vil jeg male den - overvejer en 'gråturkisgrøn' hvis det kan fås :-)





mandag den 4. september 2017

Havemarked og sensommersysler

Fristet af at skulle tilplante det nye bare stykke jord, kørte jeg "et smut" til Den geografiske have i Kolding til høstplantemarked i går søndag. Og jeg fik også købt lidt, som der ses herunder på fotoet.
Plantemarkedet er selvfølgelig ikke så stort som det i juni måned, men hyggeligt.
Det undrer mig dog at det koster hele 75 kr. at komme ind. Jeg mindes at da vi begyndte at komme her, kostede det 30 kr. - hvis man regner det ud i %, så er det lidt vildt synes jeg.
Jeg var med til en rundvisning i haven (25 kr.) med en ansat gartner, det var vældigt hyggeligt og informativt, selvom der ikke var stor tilslutning.
Hjemme fik jeg plantet mine indkøbte hostaer og bregner ud. Græsserne havde jeg andre steder i haven. Der skal også plantes nogle alunrod og så skal der sættes løg, tulipaner og nasisser.

Energiniveauet var højt for en gangs skyld, vejret var godt og ikke mindst vindstille. Jeg gik derfor igang med at rydde op i det store staudebed. Det var tiltrængt. Nelliker var vokset ud over stenbelægningen og var et godt gemmested for de forhadte dræbersnegle. Nelliker blev klippet tilbage og dræbersnegle blev elimineret. De alm. blå iris var to steder groet helt i ring og der var masser af ukrudt og andre stauder groet ind i. Jeg var noget så træt af dem, så nu kom de alle op. Ah, måske skal en enkelt klump plantes et andet sted - og resten kommer i komposten.
Det eneste foto jeg kan finde af den blå iris. Den er en aflægger af en aflægger af en aflægger.

Sidst et billede af min Trompetkrone, som er ved at blive et rigtigt pænt træ. Det er nu 6-8 år siden jeg købte det - også i Kolding til plantemarked.
Se mine tidligere indlæg om trompetkrone her, her eller her. Størrelsesforskellen er til at få øje på.