Sidevisninger i alt

tirsdag den 6. marts 2018

Farvel til sneen

Smukt elletræ ved indkørslen. Faktisk er det naboens træ, da det gror på den anden side af bækken, men det er mest os der får glæde af det. Bruger ind imellem koglerne til (jule-)pynt.
Vi bor for enden af en grusvej. Det er da idyllisk med sådan en vej dækket af sne. Men når det smelter, har vi bøvlet med huller i vejen og masser af smadder.
Elsker når sneen hænger på træer og buske i haven. Alle øjenbæer forsvinder for en stund. Buskadset tv. i billedet er sargentæbler, se dem i blomst HER - et syn jeg glæder mig til hvert år. Jeg har dog opstammet dem noget siden, så jeg kan få plads til noget mere spændende under dem - se HER
Drivhuset trænger til maling. Det er godt nok tydeligt når den hvide sne ligger op imod væggene.
Mine små takshække gror pænt, men langsomt. Jeg kan ikke huske om jeg plantede dem i efteråret 2014 eller foråret 2015 - og jeg ved heller ikke helt hvor høje jeg vil have de skal blive. De er plantet for at give læ for den blæst der kommer rundt om hushjørnerne. Men stativet med den gamle "madras", som ses th herover, giver også læ for nordvestvinden. Her gror et par klematis, bla. Princess Diana.
Gårdhaven set fra plænen. Vores grund er let kuperet og for at få det til at hænge sammen, har vi lavet små terasser med stier og trapper. Billedet her er taget lige inden sneen uvelkomment ankom. Tulipaner og andre løg piblede frem, men er nu sat i bero. Heldigvis viser vejrudsigten plusgrader fremover, i hvert fald om dagen. Der kan stadig falde lidt sne, men det må være i småtingsafdelingen.
Græsset der nærmest står som espalier neden for trappen er Brun Star.

15 kommentarer:

  1. Jeg kommer nu til at savne dine skønne sort-hvide snebilleder :-) Men ok: Jeg vil også gerne have forår.
    Stativet af den gamle seng er smart og helt perfekt for slyngplanter - Det må være ret besværligt for dig at rive de gamle stængler af, men hvad gør man ikke for sine planter ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Vil ha'. Forår.
      Hm, ja hvis det bliver en stor klematis af slagsen. Men Diana er nu en forsigtig starter, så det har jeg ikke mærket så meget til endnu. Og den anden klematis jeg har plantet, er nyplantet i sen-efteråret...

      Slet
    2. Jeg har Diana. Her bliver den kraftig. Men den er aldeles skøn. Også bladene, der er meget lidt clematisagtige. Go' fornøjelse.

      Slet
  2. I har også fået en røvfuld sne kan jeg se :) :) - men gudskelov er det nu på vej væk ;)

    SvarSlet
  3. Ja, så rigeligt at vi kunne sælge af det.

    SvarSlet
  4. Det er da dejligt, at naboen kan "levere" sådan et smukt træ.
    Det ser hyggeligt ud i din gårdhave. Jeg kan godt lide belægningen af fliser og sten.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja han ved knap nok at træet er der tænker je. Han ser det nok kun når han er i marken.
      Tak, det kan vi også 💚

      Slet
  5. Flot ser det ud med sne, men besværligt og især når det kommer så sent. Vi har også grusvej ned til gården og det samme problem når, sneen begynder at tø, det er næsten mere besværlig end når sneen er der.
    Når først taks kommer igang skal det nok gå stærkt. Sikke en hyggelig gårdhave I har.
    mvh
    Lene Bedstemorshave

    SvarSlet
  6. Ja, vi må leve med generne, når man bor på landet. Det er nogen gange lidt surt om vinteren, men til gengæld dejligt om sommeren.

    SvarSlet
  7. Hej Tina.
    Sikke dejlige vinterbilleder du viser.
    Jeg kunne godt tænke mig, at vi ser forbi hinandens haver i løbet af i år. Der er jo ikke længere, end at det burde kunne lade sig gøre. Synes du ikke det kunne være hyggeligt?
    Knus
    Malene

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Malene
      Jo, god idé. Det vil jeg meget gerne. Det er altid inspirerende at se andres haver og at vise sin egen frem. Vi må snakke sammen lidt senere i foråret, hvornår det er bedst og hvornår det kan lade sig gøre for os begge to.

      Slet
    2. Hej Tina.
      Det lyder bare super godt.
      Jeg er umiddelbart nem, at lave aftaler med, jeg skal bare bruge cirka 2-3 ugers varsel, for ellers har jeg i reglen lagt planer. Men jeg kan både hverdag og weekend.
      Du får lige min mailadresse: malenefajensen@gmail.com
      Knus
      Malene

      Slet
  8. Jeg har i år haft det fint med både sne og kulde, selvom det kom lidt sent.... til gengæld må det så godt forføje sig nu, hvor vi er så tæt på forårsjævndøgn....NU vil jeg have forår og +10 grader, tak :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan vi hurtigt blive enige om.
      Hvis bare is, sne og kulde ville komme ved juletid og frem til slutningen af februar, vil jeg byde det velkomment. Men NU må frk. Tø til at vågne op af sin slummer.

      Slet

En kommentar er altid værdsat.