Sidevisninger i alt

søndag den 4. februar 2018

Sne ingen hindring..

Brønden - foto taget i sensommer 2017

Brønden set fra gårdspladsen
Jeg er kuldskær, men det er min bedre halvdel ikke. Han elsker tilsyneladende at være ude i - næsten al slags vejr - og i går havde han lidt tømmermænd efter at have været til julefrokost i fiskeklubben.
Så den friske luft havde godt af ham, og ellers var det omvendt.
Da vi kom hertil i 1991 var gårdspladsen noget mindre og med en lille græsplæne og et grimt og stikkende læhegn ud til marken. Også et ganske godt mirabellatræ, som dog ikke var videre kønt.
Meget er sket siden, gårdspladsen blev udvidet, et stendige erstattede hegnet og græsplænen blev sløjfet. Midt i det hele var der en gammel brønd og deri var vores vandur. Rundt om brønden voksede en vild og frodig syrenbusk. Skraldemanden klagede over at han ikke kunne komme ind. Men vi kunne ikke sløjfe brønden. Så vi fjernede buskadset, men byggede på et eller andet tidspunkt midt i halvfemserne vil jeg tro, en brønd ovenpå jorden.
For nylig kom en uheldig fragtmand til at køre ind i den. Han var ked af det, og vi havde helt ondt af ham,  da han fortalte at det havde været en rigtig møgdag. Han var flere timer forsinket, fordi han havde punkteret hele to gange.
Påkørt brønd

Gennem årene har mange kommenteret den uheldigt placerede brønd og da den nu var helt i stykker, valgte vi at få lavet en solid jernplade, som kan tages op (når vanduret skal afmåles eller vi ønsker at bruge vandet i brønden). Vi snakker så - endnu om - hvorvidt vi skal opføre en "fake" brønd et eller  andet sted i haven. Eventuelt med vand i.
I går gik manden så i gang med at bruge nogle af stenene.
Vi har et japansk kirsebærtræ ved stendiget, som jeg gerne ville have indrammet. Jeg havde samlet nogle chaussesten, men ikke nok. Men med nogle af de mindste sten fra brønden, kunne det blive lavet. Vejret var koldt, men der var vindstille, så han gik og hyggede sig med det.
Indrammet træ med chaussesten

I nat har det sneet en del og det så vældigt hyggeligt ud, da jeg kiggede ud i morges. Men det blæser. Alligevel skulle der ikke mere end et pip fra mig om at det da også kunne være pænt med nogle sten ved postkassen.
Set fra postkassen

Før omkring ostkassen

Gårdsplads uden brønd

Bag postkassen har jeg plantet et par Poulsen roser "Julia", hvoraf den ene døde sidste år samt forårsløg, som allerede er på vej op. Han fik strenge ordrer på ikke at gøre disse fortræd.
Så trods sne, vind og kulde, har han arbejdet flere timer derude.
Snelag søndag morgen

Snelag søndag morgen


Postkasse søndag eftermiddag


Og jeg? Ja jeg er indendøre, gør ovnen ren (meget tiltrængt), læser lidt, lægger et tons tøj sammen, kigger på nogle blogs, rører en dej eller to sammen, strikker lidt, sætter en vask mere over, kæler med katten, nøjes med at kigge på badeværelset om det trænger...  og spiser en nybagt fastelavnsbolle. Hav en god søndag.

tirsdag den 26. september 2017

Tudseliljer

 
Der er noget over Tudseliljer Tricyrtis er i fuldt flor i øjeblikket. De fine prikker og den elegante form. De er jo rigtigt smukke især tæt på. Det lidt ringeagtende navn er jo et af de sjove. Sjovt er det også at lige nu er der mange - og kæmpestore tudser i min have. Når man = jeg er nede på knæ og med snuden ned mod jorden for at sætte tulipanløg, og så en stor og lettere vortet frø hopper op, så bliver man noget forskrækket! Jeg er ikke bange for dem, men bryder mig ikke om at blive forskrækket af pludselig bevægelse, når man ikke venter det - men det havde været meget værre hvis det var en rotte. Uf.


Min halvmåne af bla. sergentæbler Malus sergentii - ca 25 år gamle buske, som er blevet opstammet til træer, er totalt røde af miniæbler. Jeg synes der er mange flere æbler end der plejer. Måske skulle jeg prøve at lave æblegele eller snaps af disse, men de sidder så højt og måske skulle jeg bare lade fuglene få dem.

onsdag den 20. september 2017

Nyt plantestativ


Jeg har en bog med haveprojekter man selv kan lave, hvis man har lidt snilde. Det har min mand, selvom det kniber med tiden.
Så jeg tænkte at jeg ville sørge for toppen først, så var det da gjort. Vi har en nabo, der drejer i træ, og jeg spurgte ham om han ville dreje sådan en til mig, og det gad han heldigvis godt. Han underviser i drejningens kunst, så det ville være et godt projekt at tage med der. Jeg skulle tegne hvordan jeg ville have den på et stykke (avis-)papir med mål. Det er jo lidt svært at se for sig hvordan den kommer til at se ud og i første omgang synes jeg måske den var lidt for overdimensioneret, men da den kom på stativet, som min mand straks gik i gang med at lave, da vi modtog toppen - synes jeg den er ret vellykket.
Især hvis en klatreplante vil nå helt derop, skal der meget til før toppen ikke bliver at se.

Foreløbigt er den malet i noget træbeskyttelse vi havde stående og senere vil jeg male den - overvejer en 'gråturkisgrøn' hvis det kan fås :-)





mandag den 4. september 2017

Havemarked og sensommersysler

Fristet af at skulle tilplante det nye bare stykke jord, kørte jeg "et smut" til Den geografiske have i Kolding til høstplantemarked i går søndag. Og jeg fik også købt lidt, som der ses herunder på fotoet.
Plantemarkedet er selvfølgelig ikke så stort som det i juni måned, men hyggeligt.
Det undrer mig dog at det koster hele 75 kr. at komme ind. Jeg mindes at da vi begyndte at komme her, kostede det 30 kr. - hvis man regner det ud i %, så er det lidt vildt synes jeg.
Jeg var med til en rundvisning i haven (25 kr.) med en ansat gartner, det var vældigt hyggeligt og informativt, selvom der ikke var stor tilslutning.
Hjemme fik jeg plantet mine indkøbte hostaer og bregner ud. Græsserne havde jeg andre steder i haven. Der skal også plantes nogle alunrod og så skal der sættes løg, tulipaner og nasisser.

Energiniveauet var højt for en gangs skyld, vejret var godt og ikke mindst vindstille. Jeg gik derfor igang med at rydde op i det store staudebed. Det var tiltrængt. Nelliker var vokset ud over stenbelægningen og var et godt gemmested for de forhadte dræbersnegle. Nelliker blev klippet tilbage og dræbersnegle blev elimineret. De alm. blå iris var to steder groet helt i ring og der var masser af ukrudt og andre stauder groet ind i. Jeg var noget så træt af dem, så nu kom de alle op. Ah, måske skal en enkelt klump plantes et andet sted - og resten kommer i komposten.
Det eneste foto jeg kan finde af den blå iris. Den er en aflægger af en aflægger af en aflægger.

Sidst et billede af min Trompetkrone, som er ved at blive et rigtigt pænt træ. Det er nu 6-8 år siden jeg købte det - også i Kolding til plantemarked.
Se mine tidligere indlæg om trompetkrone her, her eller her. Størrelsesforskellen er til at få øje på.

mandag den 28. august 2017

Nyt liv under buskene

To buksbom som har stået alt for længe i alt for små krukker, blev i går med møje og besvær befriet, ved hjælp af save og andre redskaber - endda uden at smadre krukkerne!


Selvom jeg har givet gødning og vandet flittigt blev de mere og mere gule. Nu blev rødderne skåret op, noget af dem fjernet og derefter plantet under min halvmåne af opstammede buske, fortrinsvis sargentæbler, snebollebusk, kejserbusk, troldhassel og laurbær-kirsebær.

Der er forholdsvis mørkt, men over den sidste måned har jeg beskåret meget kraftigt og er endnu ikke helt i mål.
Her gror buksbom i endnu små størrelser, bregner, skovjordbær, hosta som sneglene tror er deres pivate spisekammer og hasselurt, som gerne skulle brede sig mere, nu de har fået lidt mere lys efter at have gravet en del bregner op.
I rundingen mod nordvest, mest vest, har jeg stammet så grundigt op at der snart er lækker ledig jord. Så nu skal jeg have plantet et eller andet spændende, som kan tåle skyggen. Der er dog også sol noget af tiden og så er det et sted man ser næsten fra alle sider af haven. Det er jo et luksusproblem at have ledig jord efter min mening... men der er så frygteligt meget at vælge imellem!

onsdag den 23. august 2017

Flere til samlingen

Som de fleste haveinteresserede bloggere og andet godtfolk, har jeg en bunke havebøger til de mørke vinteraftener og som slå-op-værker til de mange gange hvor jeg er i tvivl om det ene eller andet ...

Jeg er blevet enig med mig selv om - mange gange - at jeg ikke skulle have flere bøger, og alligevel sniger der sig flere og flere ind på hyldet. Et godt tilbud er jo ... et godt tilbud!
Disse bøger er valgt pga. udseendet :-) - og det er ikke engang løwn.
Jeg vælger tit ud fra udseendet, I sku' bare se min mand (ejjj, jeg kunne ikke nære mig) såsom nye stauder og ikke mindst roser, som jeg bare må have, selvom jeg slet ikke har en god plads til dem eller ikke passer til min jord, vinflasker med en flot etiket, bøger fra biblioteket med et interessant look og altså også havebøger på tilbudshylderne. Det er så ikke altid, indholdet i alle tingene står mål med udseendet, men det sker da man er heldig.

Et eksempel fra Botanik for havefolk

Et eksempel fra Latin for havefolk
Jeg tror det er gode opslagsværk, men ikke bøger jeg orker at læse fra start til slut.

De lyserøde lavendler i krukken står mest i skygge, så de er først ved at springe ud, de er lækre.

Hampstokrose, en flere meter høj staude, med de yndigste små lyserøde blomster


Sankt Hans urt, en staude, jeg først har fået øjnene op for de sidste par år, da nye typer er dukket op, bla. de mørkere rosa.
  
De eneste dahlia der rigtigt er fine i år, er disse. Det er lige før de ser lidt kunstige ud.




Nuværende projekt er at forny hækken på den måde at jeg klipper, trækker, hiver alle de gamle grene væk. Det er et hestearbejde - og det går langsomt. Til gengæld bliver der enorme mængder grenaffald.




lørdag den 12. august 2017

Agurketid


I forgårs var der 'pludselig' to mega-store agurker i drivhuset. Jeg havde nok set dem da de var noget mindre, men nu måtte jeg hellere få dem plukket, inden vægten af dem lagde planten og stokken ned.

Jeg måtte da have dem vejet, mellem 1049-1053 svingede vægten. Længden på den største er 45 cm.
Vi har taget hul på den mindste, og den er fin og slet ikke forvokset, så den er blevet grov.
Så der er agurkesalat og tzatsiki i lange baner. Allermest spiser vi dem dog rå, i salat og på leverpostejmadder.
Ønsker også jer en fin agurketid :-)

onsdag den 2. august 2017

Lavendler i Paris og hjemme



Vores ferie i år gik til Paris. Min familie er ikke særligt haveinteresserede, men en gang imellem kommer vi alligevel forbi et par steder som jeg kan dvæle lidt ved.
Vi ville på Musée de l'Orangerie for at se Monets store malerier, men kom lidt for sent. I stedet fik jeg fotograferet disse skønne lavendler - og så tog vi på museum næste dag (kan stærkt anbefales)






Og hjemme igen hos mine egne lavendler - billederne er dog taget for et stykke tid siden, hvor også rosen Alkymist endnu blomstrede.
Lavendlerne gror på et stendige og der er to slags, en almindelig mørk Hidcote Blue og en langstilket meget lys lilla slags af ukendt slags. Sidstnævnte er nu ved at være så stor, mindst halvanden meter i diameter og den er ved at være så tung at den ikke kan holde sig oppe, men falder ned og deler sig.





Og så er de langstilkede lavendler pæne i en vase.




fredag den 14. juli 2017

Tid for roser

I dag starter min ferie. Jeg skal hjem og nusse roserne. Falde i dvale i drivhuset eller på en solvogn på den forhåbentligt solskinsramte terrasse. Et smut til Paris er også på tapetet, da vores datter bor dernede og har boet der siden først i maj.
 
Comte de Chambord har jeg tre styk af langs en lille sti. Jeg er lidt træt af, at grenene ikke er stive nok til at holde sig oppe. Nogle af dem ligger hen af jorden. Overvejer et pilefletstativ, der kan holde dem lidt bedre oppe.

Flower Circus rose uden yderligere navn, har googlet mig frem at tillægsnavnet måske er Corinna. Jeg synes faktisk den er rigtigt smuk, især når den er sprunget ud.
Rose nr. 2 er på dette plantestativ. I foråret fjernede jeg resterne af Aloha, som var gået ud. I Tyskland købte jeg denne Uetersener Klosterrose. Den måtte gerne blive stor og frodig, og give noget højde til bedet. Helst i en fart.

En fantastisk rose - Raubritter med de smukke og usædvanligt formede - runde, næsten mini-pæoner. Desværre ikke remonterende, men åh så smuk. Heldigvis blomstrer den rimeligt længe.
Jeg har forrige år sået skærmblomster mellem roserne og de har overtaget lidt for meget af pladsen i rosenbedet, men de passer rigtigt godt sammen med roser i denne højde. 
Et alternativ til Raubritter skulle være denne Pomponella, som jeg har købt i Tyskland i en planteskole. Den er ikke ret stor endnu (og drukner næsten i vildnisset) men den ligner lidt - og så skulle den være remonterende.

Her er vildnisset i rosenbedet :-) 

En af mine nyeste roser - Lavender Dream, købt i Geografisk have på plantemarkedet d. 5.6.17 Foreløbrigt er den plantet i en potte og jeg synes den enkle blomst er smuk smuk smuk.