Selvom jeg har været noget ophængt på arbejde og i fritid på det sidste, har jeg alligevel fået lavet en god portion hyldeblomstsaft. Vi elsker det allesammen her i familien. Jeg er nu igang med 8. omgang, og skal jeg have lavet mere, skal jeg vist til at i gang, for blomsterne kører på sidste vers.
I år har jeg lavet en ny slags: Jordbær- og Hyldeblomstsaft.
Opskriften har jeg fået af Inge, som jeg mødte hos den lokale købmand. Hun ledte efter citronsyre og det var som sædvanligt udsolgt. Vi kom i snak og hun fortalte at hun havde eller skulle lave den her hyldeblomstsaft med jordbær. Det synes jeg lød interessant og jeg skulle bare ringe for at få opskriften. Det glemte jeg da alt om indtil jeg kom ned forbi mine forældre. Da lå opskriften og ventede på mig. Tak Inge. Opskriften er fra et ugeblad og der skal faktisk ikke citronsyre i, men det har jeg nu gjort alligevel… bare et par teskefulde, det kan da ikke skade vel?
Hvis du vil prøve, så kommer opskriften her (med mine tilføjelser)
- 250 g jordbær, nippes og moses med gaffel (eller i foodprocessor)
- 15 hyldeblomstklaser – klip grove stængler af
- 1 øko citron i skiver
- 1 liter vand
- 1 kg sukker, evt. rørsukker
- Kog vand, citron og sukker i ca. 5 min. – evt. med 2 tsk. citronsyre
- Bland jordbær og hyldeblomst i en skål og hæld sukkervandet ovenpå. Bland det lidt rundt.
- Dæk skålen til og lad den trække køligt – helst i køleskab i 2-3 døgn. Rør evt. et par gange undervejs.
- Si saften og hæld det på rene evt. atamonskyllede flasker. Den har en flot rød farve!
- Saften fortyndes med vand, dansk vand, hvidvin, gin…
- En god cocktail til børn og voksne: saft, dansk vand, æblemost og et par isterninger.
Og så lige et lavendelfoto at slutte af med…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
En kommentar er altid værdsat.